Clausholm Slot ejes i dag af hofjægermester, godsejer Kim A. Berner, der er 5. generation på stedet. Familien bor i slottets vestfløj, som således også er privatbolig for en moderne familie. Slottet er opført af storkansler, grev Conrad Reventlow i årene 1690 til 1700 – og er et af de første barokanlæg i Danmark. Herfra bortførte en forelsket Frederik IV den kun 18 år gamle grevedatter, Anna Sophie, ægtede hende og gjorde hende siden hen til sin dronning. Kom og hør hele historien!
Den oprindelige udsmykning af Clausholm Slot blev foretaget af de allerdygtigste og mest kendte kunstnere, hentet hertil fra hele Europa. Med sine 14 stuklofter, bemalede paneler og fine interiører fremstår slottet i dag, efter mere end 40 års uafbrudt restaurering, som et af de smukkeste barokslotte i Danmark.
En slotsrundvisning varer cirka en time, og undervejs fortæller guiden de mange smukke og uhyggeligt spændende historier, der knytter sig til stedet. Gæsterne besøger bl.a. slottets Kongesal, Havesalen, Kapellet og et utal af mindre gemakker – alle rigt dekorerede og smukt møblerede, overvejende med møbler fra 1700-tallet. Under rundvisningen fortæller guiden også om slotsparken og kakkelovnsmuseet, hvor turen efterfølgende kan foretages på egen hånd.