En hyggelig aften i stearinlysenes skær

Ved eventyrnætterne på Clausholm lader vi roen sænke sig over det gamle slot og tænder mere end 600 stearinlys i slottet og over 100 fakler i parken. Når mørket falder på, er det som at skrue tiden 300 år tilbage, dengang storkansler, grev Conrad Reventlow, netop havde opført slottet, og kun stearinlys oplyste sale og korridorer. Eventyrnætterne på Clausholm giver en mulighed for eftertænksomhed, der er svær at finde andre steder, og de mørke kroge pirrer nysgerrigheden. Er der mon spøgelser på Clausholm? I løbet af aftenen vækker forskellige organister det gamle orgel til live i kapellet, og klassiske toner strømmer fra Havesalen og Kongesalen, hvor solister og små ensembler giver deres bud på tusmørkestemning. 
 
Arrangementet er både for børn og voksne, og hvert år byder vi på nye oplevelser. For eksempel har en skuespiller forklædt som H.C. Andersen været forbi og fortælle eventyr, og slottet har været omdannet til en historisk kulisse anno 1717, hvor Tordenskjolds soldater fyrede med krudt og kanoner, og adelsmænd duellerede om skønne ungmøer. Eventyrnætterne starter klokken 19.30 og afsluttes med et farverigt festfyrværkeri kort før midnat. Gennem hele aftenen vil vi holde åbent i vores hyggelige kældercafe, hvor du bl.a. kan nyde smagen af Clausholms egen hjemmelavede slotskringle. Desuden kan du fra kl. 17 bestille bord i den italienske Café Lucas, der ligger ved Det Jydske Haveselskab lige i nærheden.
 
I 2007 afholdt Clausholm eventyrnætter to onsdage i juli - nemlig den 11. og 25. juli. Du kan læse mere og se billeder her: Den 11. juli 2007 og Den 25. juli 2007
 
I sommeren 2008 bliver der desværre ingen eventyrnætter, da slotsparken skal renoveres. Det kan du læse mere om her: Restaurering af Clausholm Slotspark.
 

En eventyrlig aften for din virksomhed

Eventyrnætterne på Clausholm har gennem de seneste år været en stor succes hos publikum, og det har givet anledning til en del henvendelser fra virksomheder, der ønsker en eksklusiv aften for deres medarbejdere. Den fredfyldte stemning danner god kontrast til en stresset hverdag, og vi tilbyder gerne særarrangementer til din virksomhed. Lad hvilen falde på, og nyd de smukke omgivelser. Stilhed kan give samværet med dine kolleger helt nye dimensioner.