I slotskirken på Clausholm Slot ligger en lille, skrøbelig bog. Det er en gammel bøn-nebog, og den har været flittigt benyttet. Det ser man tydeligt. En trofast støtte i en svær tid. Et vidne om den helt store royale kærlighed, som endte så trist…
I den smukke, lille slotskirke på Clausholm Slot er enkedronning Anna Sophies fine, gamle bønnebog i dag udstillet. Den var hendes personlige ejendom og blev efter sigende benyttet hver eneste dag i de 13 år, enkedronningen var forvist til barn-domshjemmet Clausholm (1730-1743).
”Werther König Friderich in mein Hertze trag ich dich.” Sådan står der skrevet i den unge grevedatter, Anna Sophies bedeværelse på Clausholm Slot. Og hendes hjertes udkårne, det var såmænd kongen selv.
I 1711, mens pesten hærgede i København, blev kongen ved et maskebal på Koldinghus Slot så forelsket i den kun 18-årige grevedatter fra Clausholm, at han året efter bortførte hende fra barndomshjemmet. En ekvipage, som ventede i slotsparken, kørte hende direkte til Skanderborg Slotskirke, hvor hun samme aften blev viet til kongens venstre hånd. Frederik IV var nemlig allerede gift med dronning Louise, og først efter hendes død i 1721 giftede han sig med Anna Sophie til højre hånd. Han kronede hende selv til dronning af Danmark og Norge, og de levede sammen i stor kærlighed.
Det lyder nok som en meget romantisk historie, men det var nu ikke lutter lykke. Sammen fik parret mindst seks børn (enkelte kilder siger otte). De døde dog alle inden deres andet leveår. Og ægteskabet blev misbilliget af såvel hoffet som kongens børn og Anna Sophies egen mor. Da kongen døde i 1730, blev Anna Sophie derfor forvist til barndomshjemmet Clausholm med et hof på blot 66 personer. Her genindrettede hun blandt andet den lille slotskirke til sit eget brug, hvilket efter sigende var hver eneste dag under hendes 13-årige ophold på stedet. Hun skænkede også en række effekter til kirken – blandt andet det kirkeskib, som stadig hænger fra loftet, en messehagel og det antependie, der den dag i dag dækker kirkens alter.
Det var en hård tid for dronningen, og bønnebogen, som var hendes personlige ejendom og trøst, blev benyttet dagligt. Enkedronning Anna Sophie levede på Clausholm Slot til sin død i 1743.
Slotskirken på Clausholm rummer også et fornemt, gammelt orgel, som blev bygget specielt til slottet helt tilbage i 1690’erne. Orgelet er dermed et af de ældste af sin art i Danmark, som stadig er i aktiv brug. Men det kan også selv…
Om det er Anna Sophie, der fra tid til anden besøger sin gamle bønnebog og finder trøst og ro ved at lade orglet i slotskapellet bruse, vides ikke. Men sikkert er det, at det gamle orgel på Clausholm til tider spiller de smukkeste melodier ved nattetide – tilsyneladende helt af sig selv.