Dronning Anna Sophies kabinet hjem til Clausholm Slot

Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har skænket Clausholm Slot et enestående møbel i millionklassen. Det drejer sig om dronning Anna Sophies kabinetskab fra slutningen af 1600-tallet, som nu er kommet tilbage til dronningens fødehjem på Clausholm Slot.

Hammerslag 1.500.000 kr.

Barok kabinettet er af engelsk oprindelse og står i sort, brun og rød lak dekoreret med kinesiske figurer i guld og rigt udskåret top og stand af forgyldt træ. Skabet er 2,07 meter højt og 1,08 m bredt, og bagsiden er brændemærket med kronet AS 1731, for Dronning Anna Sophie. Aage og Johanne Louis-Hansens Fond erhvervede kabinettet ved en auktion hos Bruun-Rasmussen Kunstauktioner tilbage i juni 2015 til en hammerslagspris på 1.500.000 kr. Skabet var vurderet til 500.000-700.000 kr. Den store interesse både fra dansk og udenlandsk side bragte imidlertid prisen op over det dobbelt af vurderingen.

En rejse på 273 år

Kabinetskabet var en del af Dronning Anna Sophies (1693-1743) indretning på Clausholm Gods i perioden 1730-1743. Efter hendes død blev skabet solgt på auktion og befandt sig i en årrække på herregården Odden. Derfra kom det via Birkumgaard på Gjøl til apoteker S.C. Strøyberg, som havde det stående i hjemmet ”Jens Bangs Stenhus” i Aalborg. Siden er det gået i arv i dennes familie, som nu har valgt at bortauktionere kabinettet. Efter en rejse på 273 år er skabet således tilbage på sin plads i Havesalen på Clausholm Slot.

Slottets fineste møbel

Godsejer Kim Berner glæder sig over, at dronning Anna Sophies kabinet er hjemme på Clausholm. ”Vi er utrolig taknemmelige for donationen fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Det gør glæden endnu større, at dette er et af de ganske få møbler, vi faktisk råder over fra dronning Anna Sophies tid. Der findes to spejle og fire skabe, men det fineste af dem alle er barok kabinettet, som fonden har skænket os. I det hele taget er barok kabinettet nok det fornemmeste møbel på hele slottet!” fortæller godsejeren.

Se barok kabinettet på Clausholm Slot

Det er med stolthed, at Clausholm Slot nu kan vise dronning Anna Sophies kabinet-skab frem for offentligheden. Sådan bliver det ved at være. Med donationen fulgte pligten til, at kabinettet skal forblive på Clausholm Slot og ikke må fjernes fra ejendommen, og at det skal være tilgængeligt for offentligheden. Frem til og med 7. august 2016 har slottet åbent for publikum alle dage kl. 11-16, dog undtagen lørdage, hvor der er vielser i slotskirken. Entré kr. 95,-. Børn under 13 år gratis.